SKUMBETON
Hurtigt og effektivt udjævnings- og isoleringslag til de fleste underlag
Materialet skumbeton er cement tilsat vand samt et additiv. Som navnet nærmest indikere så er skumbeton en relativ luftig masse – altså en cementbaseret let vægtmæssig flydemasse med en tilsat skumgenerator. Materialet har stor flydeevne og samtidig vandreduceret for at opnå hurtig tørretid.
OL Gulve arbejder hovedsagelig med de typer af skumbeton som anvendes indendørs.
Skumbetonen kan blandes efter den ønskede vægt og styrkekrav
Skumbetonen kan udlægges med varierende densitet alt efter konditionerne på en given opgave. Lav densitet resulterer i en let og mindre stærk skumbeton, hvor høj densitet resulterer i en stærkere, men vægtmæssig tungere flydemasse.
Ved etagebyggeri er det ofte påkrævet at udføre en relativ let undergulvsopbygning og på andre projekter kræves måske en stærkere skumbeton. Dette kan justeres og tilpasses alt efter opgavens udfordringer og krav til undergulvet.
Krav til udførelsesstedet
Under og efter udlægning af skumbetonen skal bygningen være tæt og lukket. Dette kræves fordi skumbetonen ikke tåler vand- og fugtpåvirkning under udtørringen.
Ved udlægning på nystøbte underlag er det vigtigt, at underlaget er udtørret til et passende niveau, helst < 85 %, da skumbetonens udtørring er afhængig af underlaget. Skumbeton kan ikke tørre længere ned end det underlag den er udlagt på.
Lufttemperaturen og underlaget skal være 10 – 25 °C under og efter udlægningen.
Skumbetonens porøsitet kræver, at den ikke befærdes af andre end de håndværksfag der har med undergulvskonstruktionen at gøre.
Afhængigt af produktet og forholdene på udførelsesstedet bør skumbetonen være gangbart efter ca. 24 timer. Man må aldrig udsætte skumbetonen for belastning før næste slidlag er udlagt og har opnået sin fulde styrke, typisk efter ca. 28 døgn.
I denne hærdningsperiode er det vigtigt med et passende luftskifte i bygningen for at bortlede den overskydende fugt.
Skumbetonen blandes i en pumpebil på byggepladsen efter leverandørens anvisninger.
Trinlydsdæmpning og varmeisolering
I dag stilles der høje krav til akustik og trinlyd på alle byggerier med etageadskillelser og her har skumbetonen en positiv effekt især på trinlydsdæmpningen.
Den lave densitet samt materialets styrke gør det elegnet til isolering af undergulve og opretning af terrændæk med pilhøjde samt udligning af store niveauforskelle. Skumbeton anvendes som bund for flydemørtel.
Af hensyn til lyddæmpende foranstaltninger bør der etableres kantbånd på lodrette berøringsflader og der bør overvejes montering af lyddug mod de vandrette berøringsflader.
Tekniske specifikationer
Skumbetonen har brandhæmmende egenskaber der gør, at materialet opfylder de gældende krav vedr. brand.
Er der mange installationer og ledninger fordelt udover eksempelvis et betondæk, så er det ofte en god løsning med udlægning af skumbeton fordi, det er en relativ hurtig proces at dække disse elementer med skumbeton. Derudover øges den samlede styrke i undergulvet, fordi der ikke opstår luftlommer omkring disse elementer.
Skumbeton udlægges normalt i lagtykkelser fra 50 – 600 mm. og kan lægges med en planhed på +/- 10 mm.
Konstruktionstegninger
Med indbygget varmegulv
Her kan ses en referenceliste over skumbeton
Mail: info@olgulve.dk
Tlf: +45 25500999